En guide til livet i den store by

47. At elske regeringen

noreply@blogger.com (jb) — Thu, 09 Jul 2009 11:45:00 +0000

Prøv at huske, at regeringen ikke er vores fjende, eller en grusom magt, som vi skal frygte og nære mistro til.

Regeringen formodes at være vores tjener, en instans som vi giver magt og penge, så den kan gøre ting, som vi ikke selv er i stand til, såsom at bygge veje, forsvare landets grænser og give mad og beskyttelse til folk, der er i nød.

Regeringen har kun den magt, som vi selv giver den. Hvis du ikke kan lide, hvad regeringen laver, så er der ikke andet at gøre end at skrabe dig op fra badeværelsesgulvet og gøre noget ved det i stemmeboksen eller i debatten.

46. At tale pænt til hinanden

noreply@blogger.com (jb) — Mon, 22 Jun 2009 11:03:00 +0000

Danmark er et land befolket af mennesker, der opfatter sig selv som naturligt venlige og åbne, og som af den grund ikke har behov for nogen som helst form for manerer (høflighed ville ødelægge naturligheden, forstås!)

Emma Gad har kodificeret den gode opførsel, men problemet er måske, at hendes bog er for omfattende, for ambitiøs. Jeg vil mere beskeden foreslå en række simple leveregler for folk helt uden dannelse.

Lektion 1: Ting, man aldrig skal sige.
Til en kvinde:

Du lugter underligt.

Lad være med at kysse mig sådan; det er ulækkert.

Du har en mandenæse

Til en præst:

Hvordan bærer du dig ad med at løbe?

Lad være med at fumle med det kors hele tiden, det er irriterende!

Det sagde hun også i onsdags!

På en båd:

Kaptajn, De ser dum ud!

Jeg tror, vi synker.

Jeg er træt af at have dig over for mig.

45. At ordne ting

noreply@blogger.com (jb) — Mon, 08 Jun 2009 10:29:00 +0000

Ting er meget som mennesker i den forstand, at på et givent tidspunkt er der en tiendedel af dem, der ikke virker. Når mennesker ikke virker, går de til lægen. Når ting ikke virker, hiver deres ejere en førstehjælpskasse nede i kælderen frem. Den er fuld af gamle skruer, plastikkroge, sikringer og ledningsstumper. Den har været helt fydlt op i årevis, fordi der aldrig er noget, man kan bruge i den.

Det er en gylden regel, at hvis noget ikke er i stykker, skal man ikke prøve at reparere det. Det er en ligeså gylden regel, at hvis noget ER i stykker, skal man heller ikke prøve at reparere det. Det er her man skal søge professionel hjælp fra folk i hvide varevogne.

En ting går i stykker af tre grunde: Du har brugt den for meget, du har brugt den for lidt, du har brugt den som en idiot. I alle tilfælde kan du ordne det ved at bruge den mindre, bruge den mere eller holde op med at være en idiot.

Man kan inddele mænd i to grupper reparatører. Den første bruger en masse rå kraft, power-tools og gaffatape. Den anden studerer problemet fra alle vinkler, vælger præcist det rigtige værktøj til jobbet, arbejder stille og roligt og rydder op efter sig. Interessant nok afspejler dette deres respektive teknik i sengen også.

De fleste moderne maskiner er designet til at opgive ånden dagen efter, at garantien løber ud. Så kan man vælge mellem 1) at få sin vaskemaskine repareret for, hvad en ny vaskemaskine koster; 2) at købe en forlænget garanti for, hvad en ny vaskemaskine koster, eller 3) at købe en ny vaskemaskine for, hvad en ny vaskemaskine koster.

De fleste mekaniske ting kan ordnes med en smule olie. Med elektronik vil et nyt batteri ofte kunne klare problemet. Computere derimod har tendens til totalt nervesammenbrud - først maskinens og kort efter ejerens. Den helpline, som man kan ringe til, svarer til ens mekaniske førstehjælpskasse nede i kælderen. Den er der altid, og den er aldrig til nogen hjælp. Husk på, at alle computerproblemer kan løses ved at slukke computeren og vende tilbage til en førindustriel livsstil.

44. At udfylde formularer

noreply@blogger.com (jb) — Mon, 08 Jun 2009 09:33:00 +0000

Formularer er bureaukatiets hjerteblod. Enhver formular kræver 7 bureaukrater: en til at skrive den, en til at godkende den, en til at sende den, en til at tælle den, en til at læse den, en til at tjekke den og en til at arkivere den.

Det anslåes, at et gennemsnitsmenneske i løbet af sit liv udfylder en formular lige så mange gange, som de har sex. Det er en ringe trøst, at vi ikke skal fylde evalueringsskemaer ud efter sex, ligesom vi heller ikke skal ansøge om det skriftligt 3 dage i forvejen (selvom det måske kunne tælle som et af de umulige succeskriterier for forspil, som kvinder sætter).

De fleste formularer kræver, at man skriver sit navn, men giver typisk ikke nok plads til hele navnet. Det er en subtil form for social kontrol. Adelige personer (eller bare folk med dobbelnavne) har ikke i chance i en offentlig formular. Tilsvarende kræver formularer, at man skriver hele sin postadresse på 2 linjer. Man anstrenger sig voldsomt for at presse postnummeret ind foran bynavnet. Det er typisk på det tidspunkt, at man opdager, at næste linje hedder “postnummer”.

De fleste formularer er ganske enkle at udfylde, men der er altid ét lille spørgsmål, der får ram på en. Fx diit forsikringsnummer, som kun står på det allerførste brev, som du fik fra dit forsikringsselskab, og som nu ligger i en skotøjsæske under sengen på dit gamle værelse hjemme hos din mor. Ligeledes kan din kærestes fødselsdato være svær at støve op.

Nogle formularer er ret berømte blandt bureaukrater. Der er fx F45, som ingen på arbejde har lyst til at modtage, fordi den betyder, at man er fyret. F44 er mindre kendt, men også interessant. Det er den, du modtager, når du har gjort noget, der næsten får dig fyret. Den bedste er F1. Det er den, som en bureaukrat skal udfylde for at skabe en ny formular. I administrationens verden er F1 Gud.

Formularer vil gerne vide, hvor gammel man er og giver én forskellige kategorier at vælge imellem såsom 24-34 eller 35-49. At gå fra den ene kategori til den anden er værre end at blive 30 eller 40, fordi det går op for én, at administrationen betragter én som “ung gammel” i stedet for “gammel ung”, når man bliver 35. Endnu værre er det, når der ikke er en kategori, der passer til dig; det er, fordi du i administrationens øjne burde være død.

I bunden af mange formularer er der en lille kasse. Det er formularens reproduktionsorgan. Når man udfylder den og putter formularen i brevkassen, vil man høre den muntre lyd af knitrende formularer.

43. At komme med gode undskyldninger for ikke at gøre noget.

noreply@blogger.com (jb) — Mon, 01 Jun 2009 21:04:00 +0000

Over for verdens uretfærdighed er det nemt at give op. Det er en smule mere kompliceret at give op med god samvittighed, men også kun en smule. Typisk vil man, når man ikke gør noget ved noget, der skulle gøres noget ved, anvende nirvana-fejlslutningen.

(Opkaldt - lidt uretfærdigt - efter det legendariske grunge-rockband Nirvana: “Vi ville EGENTLIG have lavet en plade, men... nevermind”. )

Det er en fejlslutning, som man typisk vil møde i form af en bemærkning i denne stil:

“Gav du lige en femmer til den hjemløse, der sad der? Som om det skulle hjælpe på uligheden i samfundet?”

Nirvana-fejlslutningen er, når man afviser alt i den virkelige verden, fordi man sammenligner det med en urealistisk perfekt verden, i sammenligning med hvilken den virkelige verden ikke overraskende falder igennem. Det er ikke i sig selv et problem, bortset fra at det forhindrer os i at få noget som helst gjort.

Overspringshandlinger kan for eksempel finde sted af en mængde forskellige grunde - du fik for meget at drikke aftenen forinden, eller du føler dig uinspireret, eller det er første gang du er med i en bøssepornofilm, og nu er du ikke helst så sikker - men en af de mest almindelige grunde til at lave overspringshandlinger er frygten for, at resultatet i sidste ende ikke vil leve op til den “perfekte forestilling” i vore hoveder. Tænk på din ven musikeren, der rent faktisk aldrig får indspillet noget, fordi han venter på, at den rigtige sang skal dukke op.

Det er derfor, nogen mennesker ender med at bo i deres forældres kælder - mens de venter på det perfekte job, den perfekte kæreste, de perfekte venner - inden de giver sig i kast med noget.

Hvis du ikke har tendens til at tvivle på dig selv, så fortvivl ikke; der er masser af mennesker derude, der tvivler på dig og vil få dig til at tvivle på dig selv. Ethvert tilløb, som du tager til at forbedre verden, vil blive gjort til grin som vildfarent hykleri, fordi alt, der ikke er perfekt, er ikke værd at gøre. Derfor kan du lige så godt gøre ingenting. Som dem.

Politikere bruger naturligvis finten til at angribe de idéer, som de ikke kan lide: “Ja, ja, din plan vil måske hjælpe hundredtusinder af fattige familier. Men jeg har opdaget flere eksempler på, at der er nogen, der misbruger den! Derfor er vi nødt til at skrotte hele systemet!”

Eller du vil høre typer (i meningsmålinger op til EU-valget, på TV, på internet), der siger: “Jeg gider ikke stemme på en eneste af dem. De er alle lige rådne. Jeg bliver hjemme, indtil du kan vise mig en perfekt, intelligent, fuldstændig ærlig politiker, der mener nøjagtig det samme som mig”.

42. At svare det rigtige, når ens kæreste fortæller, at hun er gravid.

noreply@blogger.com (jb) — Fri, 29 May 2009 06:47:00 +0000

Hvad skal man sige, når ens kæreste fortæller, at hun er gravid?

Godt spørgsmål. For det er et farligt øjeblik, hvor overgangen fra kæreste til pater familias markeres symbolsk i din kærestes øjne.
For at undgå ubehageligheder, lær følgende svarmuligheder udenad.

Det gælder først om at identificere, hvilken type kvinde du er sammen med, og så benytte det svar der er tilpasset hende. Succesen er garanteret.

DIN KÆRESTE ER:

SELVCENTRERET
Vær målløs i mindst tre sekunder (så kan du også lige komme i tanker om det, du skal sige), tag hende i dine arme og drej hende kærligt rundt til tonerne af soundtracket til Titanic.
Sig: "Skat, det... det er vidunderligt. jeg tør næsten ikke tro det. Det er for fantastisk."
Sig ikke: "Jeg har også store nyheder til dig, skat. Jeg har fået to tribunepladser til FCK-Brøndby i Parken på søndag!"

BARNLIG
Hold om hende og vent, til hun er færdig med at kysse dig.
Sig: "Et barn! Et barn med dig! Det er vidunderligt, baby."
Sig ikke: "Vent lidt. det skal jeg lige ringe og fortælle mor!"

ANGSFYLDT
Rynk panden og prøv at se ud, som om du tænker. Tænd en cigaret, vend dig langsom om mod hende med et tillidsvækkende smil.
Sig: "Det bliver hårdt, men vi klarer det, elskede."
Sig ikke: "Du har fuldstændig ret; det ER en katastrofe."

IRRITERENDE
Sæt dig ved siden af hende i sofaen. Tag om hendes hænder og se på hende med en subtil blanding af beundring og ren tilbedelse.
Sig: "Skal jeg forstå at... Åh skat, fortæl mig alt, hurtigt!"
Sig ikke: "Nå, så du er gravid. Men helt ærligt, du er ikke den første, det er sket for."

LØSAGTIG
Tag om hende (uden at vente tre sekunder), hold om hende til tonerne af soundtracket til Titanic.
Sig: "Selvfølgelig er det mit barn. Vi, kommende fædre, kan mærke den slags ting. Jeg elsker det allerede, det lille pus."
Sig ikke: "Det er fantastisk, hvad lægevidenskaben kan. Jeg troede ikke, det skulle lykkes mig at blive far, efter jeg var blevet steriliseret."

SVAGELIG
Tag hende blidt ved armen og før hende hen til nærmeste stol. Lav mad, ryd op efter dig, vask op og gå ned med skraldespanden. (Alternativt: Pak dine kufferter og kom tilbage om cirka ni måneder.)
Sig: "Tag det roligt, skat. I din tilstand er det ikke klogt at overanstrenge sig."
Sig ikke: "Hvor fanden bliver den øl af?"

41. At kende de nye ord.

noreply@blogger.com (jb) — Wed, 20 May 2009 10:44:00 +0000

Læseblokering, en: Et modstykke til skriveblokering. Det er, når du, om de så gjaldt dit liv, ikke er i stand til at tage en bog og læse den. Du kan måske læse et afsnit eller to, eller måske endda en hel side, men du kan ikke huske en brik af det, du har læst, og du har hverken koncentration eller motivation til at fortsætte. Deter ganske almindeligt for personer med DAMP, for personer, der er flasket op med dårlige eller slet ingen bøger, eller som bare er udmattede af at skulle læse så meget på universitetet, at de ikke længere er i stand til at læse noget, selv ikke for sjov. For en bogelsker er dette værre end at få et hjerteslag og kræft på én gang.

A: "Har du læst den nye Rifbjerg? Vildt fed:

B: "Jeg prøvede, men jeg har fået denne forbandede læseblokering! Jeg er kommet gennem de første tyve sider, men jeg kan intet huske. Fuck!

A: "Din stakkel!"

Youtuber, en: En person, der bruger så meget tid på at se youtube-videoer, at de har slået rod som en kartoffel eller en gulerod. Det er det nye årtusindes sofakartoffel.

"For pokker, jeg har ikke været i bad i tre dag. Jeg har bare siddet foran min skærm med en pose franske kartofler og set på youtube".

(Flere ord vil følge)

40. At komme gennem security check

noreply@blogger.com (jb) — Sun, 03 May 2009 18:24:00 +0000

Security checks er en blanding af politiet og din mor i den forstand, at de begge siger “at du ikke kommer ud af døren i det der”.

Sevfølgelig er skarpe genstande ikke længere tilladt, når man rejser, og det er svært at se, hvordan den svejtsiske hær nogensinde vil kæmpe udenlands igen. Hvis du på nogen måde skulle glemme, at du bærer rundt på en skarp genstand, vil den blive konfiskeret. Det er ligesom at være tilbage i folkeskolen, bortset fra at de knive, som du har nu, er meget mindre.

Det er skønt at få sin taske undersøgt. Det er som en miniudgave af “Må jeg se dit køleskab”, hvor man blotter sine mest intime ting for fuldstændig fremmede.

Nogle tasker (bl.a. min) ser ud, som om de allerede er blevet endevendt. Andre er så nydelige, at hvis der bare løftes en flig af et par underbukser, vil det nærmest være umuligt at pakke ned igen. Mange mænd har aldrig nogensinde set, hvad deres koner eller kærester rent faktisk bærer rundt med i deres håndtasker, og det kan være ret grænseoverskridende at se en fremmed mand rage rundt i dem.

Metaldetektorerne er teknologiske skriftestole. En erfaren rejsende ved helt præcist og på ethvert givet tidspunkt, hvilket metal de bærer rundt på og hvor. Teoretisk giver det én mulighed for at valse gennem security check. Sådan går det dog aldrig i praksis, fordi personen foran én enten aldrig har været i en lufthavn før, eller også været ude for en grufuld bilulykke og er blevet genopbygget med reservedele af titanium. Så er man nødt til at vente, til han bliver dekonstrueret og sendt gennem scanneren i små plastikposer.

Én ting, der er absolut forbudt at tage med gennem checket er humoristisk sans. Man skal aldrig, aldrig, aldrig forsøge at spøge med, at man har et antitank-våben gemt i en eller anden fjern kropsåbning. Sikkerhedspersonalet er specialtrænet til at finde antitank-våben i fjerne kropsåbninger og de venter kun på en lejlighed til at udøver deres færdigheder.

Af og til bliver man rutinechecket. Det betyder ikke nødvendigvis, at man skal smide alt klunset. Man skal bare stå stille, mens man bliver befamlet løseligt over det hele.

Hele proceduren svarer i det store og hele til den gennemsnitlige mands forestilling om et forspil.

39. At straffe

noreply@blogger.com (jb) — Wed, 15 Apr 2009 10:30:00 +0000

Der bliver i disse dage talt om at afskaffe den kriminelle lavalder. Handlinger skal have konsekvenser, også selvom man kun er 12 år gammel. (Men selvfølgelig IKKE, hvis man er minister eller forhenværende minister eller Søren Pind, for “der tænkte man sig bare ikke om”.)

Forestillingen om det hensigtsmæssige i at straffe i alle aldre og til alle tider hænger tæt sammen med forestillingen om den gavnlige virkning af “nultolerance” .

Når talen falder på kriminalitet, nævnes “det knuste vindue”-teorien af og til. Denne teori går tilbage til et nummer af Atlantic Monthly nogle år tilbage, hvori der blev argumenteret for, at små forbrydelser snart ville udvikle sig til store forbrydelser, hvis der ikke straks blev taget hånd om dem.

“Forestil jer en bygning med et par knuste ruder. Hvis ruderne ikke bliver ordnet, vil hærværksmænd blive fristet til at knuse et par stykker mere. Til sidst vil de måske endog bryde ind i bygningen og måske endda besætte den eller tænde ild derinde, hvis der ikke er nogen, der bruger den.

Eller forestil dig et fortov. Der ligger lidt skrald og flyder. Senere kommer der mere skrald til. Til sidst efterlader folk hele poser med skrald fra take-away-restauranter og begynder at bryde ind i biler.”

Der har vi så teorien, kære læser. Det ene øjeblik smider du et cigaretskod på fortovet, og i det næste lusker narkomaner rundt og smadrer ruder og stjæler biler.

Ovenfor: en logisk konsekvensrække

I et forsøg på at redde ungdommen (mindst halvdelen af de åndssvage ting som politikere gør, gøres for at “redde de unge”) indførte man flere steder den såkaldte “nultolerance”-politik i visse byer, i visse kvarterer og i visse skoler i USA. Når det drejede sig om stoffer eller våben, satsede myndighederne på at slå ned på den mindste overtrædelse, som var det et storstilet terroristangreb. Og hvis det skulle betyde tilbundsgående rektalundersøgelser af 13-årige piger, fordi de var blevet taget i at smugle panodiler med i skole, var det det værd for at undgå den fedtede glidebane mod armageddon.

Der er imidlertid et problem - et problem som alle burde have forstået højst fem sekunder, efter at nultoleranceidéen var blevet lanceret - “nultolerance” fjerner stort set enhver forestilling om, at en forbrydelse skal have en passende og proportioneret straf, hvilket gør det til en endnu mere evnesvag udgave af Three Strikes-teorien (der selvfølgelig også har sine fortalere i Danmark. Gæt hvem.)

Der er i øvrigt også et andet problem (selvfølgelig ikke noget, der plejer at anfægte vore vise lovgivere): Det løser ikke det problem, som det skulle løse. Der er ikke noget forsøg på at skelne mellem børn, der seriøst er kriminelle, og børn, der bare er forvirrede, og som ikke tænker sig om. (Det er nemmere at forestille sig, hvis man tænker på Bendt Bendtsen som barn!) Disse forholdsregler virker ikke, når der ikke er noget forsøg på at forstå den opførsel, som de straffer.

Og så er der også en anden ting: Nultolerance, der formodes at slå hårdt ned på alle overtrædelser med samme styrke, synes sært nok at ramme minoriteter hårdere end alle andre. Der er et enormt potentiale for misbrug i den slags lovgivning. Hvis man vil af med et barn, skal man nok finde et eller andet. De fleste af jer, der læser det her, har formentlig ikke gået tre dage på deres gymnasium uden at bryde en eller anden fortolkning af nultolerancen. Ens skide snørebånd kan jo blive opfattet som dødbringende våben.

Er det en måde, hvorpå vi forbereder vores børn at gå ud i den voksne verden? Ved at lade dem tro, at autoritet er baseret på uretfærdige og vilkårlige regler, der ikke har noget at gøre med logik eller...

Vent!

Det kunne måske ALLIGEVEL være en temmelig god måde at forberede dem på livet i den voksne verden.

38. At spilde tiden

noreply@blogger.com (jb) — Tue, 31 Mar 2009 14:40:00 +0000

The 4 Most Impressive Wastes of Time On Record -- powered by Cracked.com

37. At se på kunst

noreply@blogger.com (jb) — Mon, 30 Mar 2009 15:22:00 +0000

Når man kommer fra provinsen, forstår man sig ikke på kunst, fordi man kun har været konfronteret med rytterstatuen på Torvet og det ynkelige springvand på gågaden. Hvis man vil begå sig i den store by, møde de rigtige mennesker, hænge ud med in-crowden, er det essentielt, at man lærer at værdsætte kunst.

For at forstå kunst, må man forstå kunsthistorien. (Flertallet af kloge og kønne piger i København læser kunsthistorie, så faget har meget for sig. Desværre er det brødløst. Det er derfor, det kun er kloge og kønne piger, der læser det; de har en begrundet forhåbning om at ende som direktørfruer i Hellerup.)

Her er et lille grundkursus. Hulemalerier, kirkemalerier, centralperspektivet i renæssancen, forrevne klipper i romantikken.

Omkring romantikken blev kunst mere et billede af kunstnerens indre verden end af den ydre verden. Impressionisme var, hvordan denne indre verden så ud efter et par glas vin rouge. Ekspressionisme var efter, at hele flasken var bundet. Moderne konceptkunst er, når barskabet er tømt, og hele rummet begynder at dreje rundt.

Konceptkunstnere inkarnerer kapitalismen i dens reneste form, eftersom de ikke har nogen som helst værdi, før de har solgt noget. Jo mere de sælger, jo mere talent har de.

Den slags kunst behøver ikke nødvendigvis at betyde noget, da der er et helt erhverv, hvis job det er at fortolke det. Det fungerer altså sådan her: Kunstneren installerer værket. Kritikerne giver det mening. Samlerne giver det værdi. Det er et fænomenalt system for alle undtagen det almindelige publikum, men det er længe siden, at det almindelige publikum holdt op med at bekymre sig om kunst.

Der bliver stadig lavet figurativ kunst til de mange, der ikke har råd til at have god smag. Den type kunst har en række favorittemaer: en kronhjort ved en skovsø i morgendisen, et grædende barn i Napoli, en lille fiskerihavn med kuttere i lyse, muntre farver, en dreng og en pige, der kysser hinanden i en eng.

Når man er i et galleri eller på et museum, er det meget uhøfligt at se direkte på billedet. Man ville heller ikke bare stå og glo uhæmmet på nogen i virkeligheden, så hvorfor begynde med et billede. I stedet skal man give det et hurtigt blik, og så se til siden for at læse, hvad det er, og hvem der har malet det.

Der er tre steder, som man for alt i verden ikke må gå glip af, når man er på museum.

Det første er herretoilettet (det er så svært at komme til at tisse gratis i de fleste større byer). Hvis man hængte billederne op over tissekummerne, ville de formentlig blive studeret med større grundighed, end dér hvor de hænger nu.

For det andet er det caféen. Hvis ingen af de store mestres værker har rørt dig, er der måske en chance for, at encaffé latte og et godt stykke banankage, vil ramme hjertets strenge og give dig det nødvendige moralske løft.

Endelig er der butikken. Det er her, du kan købe postkort med alle de billeder, som du ikke gad se i selve museet.

Du kan også købe plakater; disse er den moderne form for hulemalerier.

36. At være bagklog

noreply@blogger.com (jb) — Wed, 25 Mar 2009 07:46:00 +0000

Einstein sagde, at sund fornuft er de fordomme, man har samlet sammen, når man fylder 18.

Sund fornuft er også resultatet af nogle allestedsnærværende og utrolig dumme fejlslutninger, der af en eller anden grund har sat sig fast i den menneskelige hjerne gennem generationer. Disse dysfunktionelle tanker - som vi alle er ofre for - er en af de vigtigste grunde til, at alt går skævt i verden.

Fx tager alle afstand fra bagklogskab - typisk lige før de er bagkloge. Man vil fx høre en bemærkning som denne: Hey, jeg hørte, at Louise forsøgte at stikke dig ned. Du burde have vidst, at hun var skør i bolden”.

Ok, lad os lige se lidt nærmere på dét.

Kan du huske den gang, du sprang ned fra taget, mens du forsøgte at slå en baglæns salto ned i din lillesøsters soppebassin? Kan du huske, hvordan alle dine venner syntes, at det var en fed idé, og at det ville være så cool? Og kan du huske (da du kom til bevidsthed igen tre måneder efter på hospitalet), hvordan de pludselig grinede ad dig, og sagde, at du skulle have vidst bedre?

Tillykke, du fik bare en ordentlig én på emhætten af bagklogskaben.

Problemet er, at der er noget ved vores hjerner, der gør det umuligt for os at sætte os i et andet menneskes sted.

Vi er alle overbevist om, at hvis vi havde været i den samme situation, ville vi have taget den rigtige beslutning; Titanic ville ikke være sunket, Hindenburg ville ikke være sprunget i luften, aktiemarkedet ville ikke være brudt sammen, og Helge Sander ville ikke have været videnskabsminister.

Når vi ser tilbage på de fejltagelser, som mennesker i fortiden begik, siger vi til os selv, at de må have været totalt idioter. Problemet er selvfølgelig, at når vores reaktion er at ryste på hovedet og kalde dem skvadderhoveder, så forhindrer det os i at lære fra deres fejltagelser.

Hvis man vil se fejltagelser i den helt store skala, skal man bare åbne en historiebog eller se nyhederne på tv.

Allerede i 1860’erne skrev den franske historiker Alexis de Tocqueville “le passé n’éclairant pas l’avenir, l’esprit marche dans les ténèbres”, hvilket frit oversat betyder, at hvis man ikke kan huske fortiden, er man dømt til at gentage den. Der er selvfølgelig ikke længere nogen, der husker Tocqueville. Det er imidlertid ikke så meget det, at vi ikke husker fortiden. Det er mere det, at her i fremtiden virker alt, hvad de gjorde dengang, temmelig åndssvagt. Hvad havde de regnet med? spørger vi.

Vi forstår ikke, at under nøjagtig de samme omstændigheder og med nøjagtig den samme viden, som fx Hitler havde i 1941, ville vi også have invaderet Rusland. Hvis vi havde været Sylvester Stallone i 1985, ville vi også have giftet os med Brigitte Nielsen. Vi ville også have også styret Titanic ind i isbjerget.

(Jeg er dog ikke sikker på, at vi ville have gjort Helge Sander til videnskabsminister.)

35. At udskyde ting

noreply@blogger.com (jb) — Fri, 20 Mar 2009 08:12:00 +0000

Det bærende princip for enhver overspringshandler er dette spørgsmål: Hvorfor udskyde i dag, hvad du kan udskyde i morgen? Eller rettere: Det ville have været det bærende princip, hvis én eller anden havde taget sig sammen til at formulere det.

Nutildags går alting så hurtigt, at man simpelthen ikke har tid til at udskyde ting. Heldigvis kan man hyre folk til det. De kaldes håndværkere.

Overspringshandlere er gode til at gøre én ting lige på stedet og lige med det samme, og det er at finde på undskyldninger. Ikke så snart beder man os om at gøre noget, før vi har en undskyldning for ikke at gøre det.

Folk, der hengiver sig til overspringshandlinger, er ikke nødvendigvis dovne. Mange af dem har faktisk meget travlt. De har bare ikke travlt med det, som de egentlig skulle lave.

Det store spørgsmål er, hvad overspringshandlere får tiden til at gå med, mens de ikke laver det, som de egentlig skulle lave. Det er nemlig ikke sådan, at de bare pjatter tidén væk.

Stillet foran valget mellem at gøre et større arbejde færdigt (ubehageligt på kort sigt, men givende på langt sigt) eller at gå på bar med vennerne (behageligt på kort sigt, men potentielt problematisk på langt sigt) vil den ægte overspringshandler udtænke en tredje løsning, der hverken er arbejde eller sjov: Han sætter sig foran fjernsynet og ser fodbold.

Enhver overspringhandler er sikker på, at den, der ler sidst, ler bedst, for vi skal alle dø, og alle de ting, der nu virker så presserende, vil engang i fremtiden ikke længere fremstå helt så presserende. Alle overspringshandelre lever i håbet om, at det, som de konstant udskyder, vil udvikle sig på en sådan måde, at det løser sig selv, så ens laissez-faire strategi i sidste ende viser sig at være en klog og langsigtet beslutning.

(At og til går det rent faktisk sådan, men overspringshandlerne får alligevel sjældent credit for det, fordi de ikke er der i rette øjeblik til at tage æren.)

Med hensyn til sex har overspringshandlere den store fordel, at de tager sig tid til det hele. til gengæld kan man komme til at vente længe på, at de tager det første skridt.

34. At holde orden

noreply@blogger.com (jb) — Mon, 16 Mar 2009 08:55:00 +0000

I min kælder står en gammel høvlbænk med en indskrift: "Alt på sin rette plads". Hvis ting ikke er på deres plads, kan de officielt betegnes som "rod". Hvis de ikke har en ret plads i første instans, skal det smides ud.

Hvad der er orden for et menneske, er rod for et andet. Ofte er disse to mennesker af forskelligt køn og lever under samme tag.

Der er tre forskellige niveauer af rod. Det første er håndklæder på gulvet. Det andet er håndklæder stoppet ned på et stativ. Det tredje er håndklæder der hænger pænt og lige på et stativ.

Lakmusprøven for, om man er et rodehoved er, hvis man kan svare ja på et af de følgende spørgsmål. Ligger der gamle madrester et eller andet sted i din bil? Synes du, at det unødvendigt at glatte dynen ud, når du er stået op? Er dine cd'er skilt fra deres cover i mere end seks måneder ad gangen?

Som moderne mand har man ikke ret mange særlige privilegier længere. At gå ned med skraldespanden er et af de få, der er tilbage. Det er ligesom at være jæger-samler bare omvendt. Skraldespande er hypervigtige for ordensmennesker, men også en evig kilde til iritation, da de konstant er fulde af skrald. Hvis din skraldespand tager omkring en måned at fylde, er den for stor.

Børn er besat af oprydning, bare på en negativ måde, idet de bruger det meste af deres vågne tid på at rode. Det er deres måde at vise for sig selv, at de er i stand til ændre verden omkring sig. Når vi senere i livet rydder op, er det et forsøg på at føre universtet tilbage til, hvad det var. Det er altid godt at huske, at livet er en rodet og kaotisk sag, men at der faktisk er en klar struktur nedenunder. Det tager bare et livs oprydning at se det.

33. At være sig selv

noreply@blogger.com (jb) — Sat, 14 Mar 2009 21:17:00 +0000

En af de absolutte betingelser for at leve et lykkeligt liv er, at man kan være sig selv.

Desværre er det meget svært at finde ud af, hvem man virkelig er, og hvordan man er sig selv. Heldigvis findes der en lang række dameblade, der hver uge tilbyder en smart skabelon, som man kan efterligne, så man kan være helt og aldeles sig selv og individuel.

Det betyder ikke, at det nødvendigvis altid er godt at være sig selv. De dybt ubehagelige og agressive idioter, som man af og til møder i livet, er også sig selv. Det ville være skønt, hvis de forsøgte at være nogen andre, helst nogen lidt flinkere.

I begyndelsen af livet er man ikke rigtig bevidst om sig selv, og andre mennesker er ikke andet end dårligt designede versioner af en selv. Så bliver man teenager, og det går pludselig op for én, at de første tretten år af ens liv har forberedt én til at blive en total taber. De næste sytten år betyder det meget mere, hvad andre tænker om én, end hvad man tænker om sig selv. Dette går over, når det går op for én, at andre overhovedet ikke har tænkt på én overhovedet.

Mange tror, at de udtrykker deres personlighed gennem deres frisure og deres tøjvalg. Paradoksalt nok opdager de altid, at de var absolut identiske med alle andre på deres alder, når de set tilbage. At være helt sig selv har konsekvenser for éns tøjvalg. Alle mennesker har et stykke tøj, som de holder af og går med, i modstrid med éns kærestes dybfølte ønske om, at man lod være. Folk, der er fuldstændig sig selv, har derfor et look, som er helt enestående, men ikke nødvendigvis pænt.

Set fra et videnskabeligt synspunkt er det teknisk umuligt at være sig selv. Sub-atomære partikler ændrer opførsel, når de bliver observeret, og det gør vi også. Hvem vi er, afhænger af, hvem vi interagerer med. Vi har derfor flere personligheder, og vi hoster bare op med den, der virker bedst på et givent tidspunkt.

Kun meget generte er helt og aldeles sig selv, for de interagerer ikke med nogen. Det giver ikke mening at sige, at man i virkeligheden er genert indeni. De rigtig generte har ikke noget “indeni”. De går rundt med deres indeni uden på uden nogen for for beskyttelse.

32. At være en rigtig mand

noreply@blogger.com (jb) — Mon, 09 Mar 2009 22:01:00 +0000

Det er allerede længe siden, at det blev officielt i orden, at mænd ikke længere skulle være pålidelige, cigarrygende og snapsdrikkende kraftkarle, men velplejede metroseksuelle girly-men som Ben Affleck.

For et par år siden gik Affleck med til at være talsmand for L'Oréal, som i den forbindelse udsendte en pressemeddelelse: "Ben inkarnerer en ny generation af mænd, der viser deres stærke personlighed, men som ikke er bange for at gå op i deres udseende."

Bange for at gå op i vores udseende? Det er altså ikke noget, vi er bange for, men sagen er bare den, at vi ikke menstruerer. Hvad bliver det næste? Mænd der får hormonindsprøjtninger, så de kan give bryst?

"Ben inkarnerer en ny generation af mænd, der viser deres stærke personlighed, men som ikke er bange for at give deres barn bryst."

Er det overhovedet ok ikke at have nogen som helst form for interesse eller forståelse for mode mere? Skal vi virkelig finde os i at få dikteret, hvad for noget tøj vi skal tage på af en eller anden fimset livsstilsredaktør. Herre Jemini, er vi blevet forvandlet til en nation af tøsedrenge.

Det er dog stadig muligt at være en rigtig mand, en af den slags mænd, der sørger for, at vores art kan overleve, der ikke ved, hvad hårbalsam skal bruges til, og som ikke siger undskyld, når de ikke har makeup på.

Mine herrer, jeg præsenterer et par rigtige mænd:

Gregory Peck:

Gregory Peck er en mand blandt mænd, primus inter pares, den slags mænd, man kan læse om i Biblen. En mand, der kom fra en tid, hvor det var socialt acceptabelt at at tvangsomskære sine fjender med en rusten kniv (jeg siger ikke, at det er i orden, jeg siger bare, at de af og til fortjener det). Han har samme karisma som Frank Sinatra og samme rå mandighed som en skovhugger.

Selv hans efternavn er mandigt: "Peck" - den fonetiske ækvivalent til et slangudtryk for en mands ædlere dele; det er en enkel, nærmest primitiv lyd som et grynt, lige til sagen uden ekstra fancy stavelser og meningsløse bindestreger. Hans standardudtryk er en beslutsom skulen, som om han altid er klar til at introducere os for sin knyttede næve, hvis vi ser på ham på den forkerte måde.

Et billede af Peck, der kører, mens han skuler beslutsomt. Kvinden sidder og er passager, som det var Guds mening, at det skulle være.

Hatten af for Peck, for han er en rigtig mand.

Aron Ralston
Hvis du nu spørger dig selv "hvem fanden er Aron Ralston?", burde du tage dit liv og din livsførelse op til overvejelse lige på stedet!

Ralston, den levende legende, var ved at bestige et bjerg i det sydlige Utah (sikkert for at gøre et eller andet mandigt som at pisse ned, når han kom op på toppen), da et enormt klippestykke faldt ned på ham og klemte hans arm fast mod bjerget. De fleste ville bare være døde, men han ville ikke give op over for det enorme livstruende klippestykke. Fandeme nej! Han blev mere og mere vred, indtil han til sidst SKAR SIN ARM AF MED EN SLØV KNIV. Da han kom ind til benet, kunne han knække armen og gøre sig fri af klippen. Ja, du læste rigtigt: Han skar sin egen arm af med en sløv lommekniv.

Jeg har ikke nogen pålidelige kilder om, hvad der så skete, så jeg må nøjes med det næstbedste: rygter. Efter at have skåret sin arm af, sprang han ned fra klippen og afbødede faldet med tænderne, for så sej er han bare. Så faldt han i et baghold, som en bande vrede indianere havde lagt; han fik en pil i hjertet, men trak den ud, og slog indianerne ihjel med den. På tilbagevejen var der en bøffel, der krydsede hans vej, og hvad gjorde han? Han stangede den ihjel, og så fandt han dens kalve og brækkede deres ribben bare fordi de havde pisset ham af. Så fældede han et træ med sin uden tvivl kolossale penis, byggede en tømmerflåde og raftede ned ad floden.

Det er den skinbarlige sandhed - mere eller mindre. Aron Ralston er en rigtig mand, og han fortjener den tungeste respekt.

31. At være selvfed

noreply@blogger.com (jb) — Mon, 09 Mar 2009 14:09:00 +0000

Selvfedme er overbevisningen om at være bare en lille smule bedre end alle andre. Det ville være det samme som arrogance, hvis der ikke også var en lille smule beskedenhed gemt i det. Selvfede mennesker ved, at de er bedre, og det faktum, at de oven i købet også er beskedne med det, får dem til at føle sig endnu bedre tilpas. Ikke så sært, at de altid går rundt med det irriterende lille smil.

Der er flere faktorer, der kan føre til selvfedme. At være ejer af en bolig, der er steget mere i værdi end ens årsløn, uden at man skal røre en finger ("det skal IKKE betale sig at arbejde") giver masser af selvfedmespoints. At have et barn, der er berømt, kan skjule én i en sky af selvfedme. At være godt forsikret mod alting gør det muligt for selvfedmen at bryde ud selv i krisetider. Især krisetider for andre.

Man behøver ikke at være rig for at være selvfed, men det gør det muligt at vise sin selvfedme på mange flere måder. Selvfede rige mennesker er generelt den standard, som mere usikre mennesker føler, at de skal leve op til. Dameblade er fulde af dem: kvinder med rigdom, skønhed, overskud. (Det er derfor, det er så dejligt at læse om deres rædselsfulde skilsmisse med jævne mellemrum.)

Moralsk selvfedme er heller ikke dårligt. De moralsk selvfede giver et naturligt indtryk af, at de allerede har reserveret bord i det næste liv, og det er et bord med udsigt.

I samtaler udtrykker selvfedme sig på to måder. Man kan være uopmærksom og nedladende over for andre for at understrege, hvor godt tilpas man selv er, eller man kan være utrolig opmærksom på andre, hvilket er en subtil måde at gøre opmærksom på, hvor utilpas de er.

Det er skæbnens skønne ironi, at selvfede mennesker notorisk og konsekvent er elendige i sengen. Når ens udgangspunkt er at være totalt tilfreds med sig selv, er der ikke særlig megen motivation for at søge yderligere tilfredsstillelse - heller ikke for nogen som helst andre.

Selvfedme er lige så svær at komme af med som skvalderkål, når det først har slået rod. Selvom succesernes varme badevand for længst er forsvundet ud i livets store afløb, bliver selvfedmens lille skumkant siddende længe, længe, indtil det skrubbes væk af latterlighedens Ajax.

30. At være en mand

noreply@blogger.com (jb) — Thu, 05 Mar 2009 07:30:00 +0000

Dette er formentlig det bedste tidspunkt i verdenshistorien at være en mand.

Aldrig før har en mand haft så store muligheder for at komme i kontakt med sin umodne maskuline side og svælge i netop de enestående egenskaber, der gør ham til en mand.

Denne guldalder er kommet i stand takket være en enestående heldig konvergens af teknologisk udvikling og kulturel tidsånd.

Lad os kaste et blik på beviserne:

High-Definition TV. Det fænomenale ved HD-fjernsyn er, at man kan med stor interesse er villig til betragte absolut lort, bare det er i HD. Man vil se timelange koncerter med bands, der normalt ville få én til at stige ud af en elevator og tage trappen i stedet. Når vi alle har fået HD-fjernsyn, vil rumvæsener kunne overtage kloden, uden at nogen vil gøre modstant

Der er ikke længere (i praksis) nogen værnepligt. Til forskel fra tidligere generationer skal vi ikke længere tvinges ind i hæren. Men hvis man går med et brændende ønske om at skyde på andre mennesker i demokratiets navn, er det OGSÅ muligt. Alle vinder.

Herremagasiner. Disse magasiner er brugsanvisninger til, hvordan man selv i en meget ung eller meget høj alder kan blive ved med at være en drengerøv. Vi hører altid om Ørsted, Darwin, Einstein og andre videnskabsmænd og opfindere, der ændrede verden. Men hvad med de mænd, der opfandt disse blade? Biler, tøj, sport og nøgne kvinder? Hvor er DERES Nobelpris?

Spillekonsoler. Man bør ikke skamme sig over at indrømme det, men nogen at de mest følelsesmæssigt tilfredsstillende forhold, som mange mænd har været i, har været til deres spillekonsoller. OK, måske skulle man skamme sig lidt.

Internet. Det er heldigt, at internet ikke rigtig var oppe og køre, da vi var yngre, for det ville have lagt enhver forestilling om en bare nogenlunde sammenhængende uddannelse i ruiner. Nu er det muligt at spille, hente musik og glo på nøgne damer, så meget man gider, uden nogensinde at gå uden for en dør.

Alt taget i betragtning er det faktisk muligt for en mand at gå gennem livet uden nogensinde at have en meningsfuld samtale med et andet levende væsen.

Det er i sandhed magiske tider, vi lever i!

29. At bruge en bank

noreply@blogger.com (jb) — Wed, 04 Mar 2009 11:31:00 +0000

Bankrøverier er mere almindelige, end man skulle tro. Den tekniske betegnelse er forbrugslån. Interessant nok er den tid, det tager at betale et forbrugslån tilbage, længere end fængselsstraffen for at have røvet en bank.

Banker fungerer efter et enkelt princip: Hvis du virkelig har brug for penge, kan du ikke få nogen, og hvis du ikke har behov for dem, kan du få alle dem, du vil have. Det er en slags anti-socialisme. Det er meget forståeligt, at der er nogen, der nægter at bruge banker og opbevarer deres penge i madrassen i stedet. Andre igen bruger bare deres penge på sko.

Der er to måder, hvorpå man kan lave bankforretninger: online og på stedet. På stedet er, når du står i kø i en filial i en menneskealder, inden du kan gøre noget fornuftigt med din konto. Online er mere eller mindre det samme, bortset fra at du sidder foran en PC. Den eneste fordel ved at bruge netbank er, at der ikke står en gammel dame, der vil betale sine girokort med 3 kilo småpenge, foran dig.

Banker minder på flere måder om biblioteker, idet de begge er specialiseret i udlån. Forskellen er, at hvis du ikke leverer en bog tilbage, bliver den bare liggende hjemme hos dig. Men hvis du glemmer at betale et lån tilbage, tager banken dit hjem. Medmindre selvfølgelig du når at sælge alle dine biblioteksbøger meget hurtigt og til en god pris.

Mange banker har for nylig fået store tilskud, så de kan blive likvide og låne penge ud til os igen. Den bedste løsning ville imidlertid være at give pengene direkte til forbrugerne - altså os - så vi kunne betale alle vores banklån tilbage. Så ville bankerne få alle deres penge tilbage, og vi ville alle blive gældfri. Er det ikke en no-brainer?

28. At blive god til noget

noreply@blogger.com (jb) — Tue, 03 Mar 2009 06:48:00 +0000

En universalløsning set på www.wikihow.com (hvorfra den desværre er blevet fjernet igen).

1. Read about stuff,
2. Practice stuff,
3. Are you Good at it? If not, go to step #1,
4. You are now good at stuff.

27. At være bitter

noreply@blogger.com (jb) — Mon, 02 Mar 2009 09:42:00 +0000

At være bitter tager lige så meget energi som at lade fjernsynet stå tændt altid. Det kan være en fuldtidbeskæftigelse (og måske en livstidsbeskæftigelse) at omarrangere verden og alle i den, så man altid bliver bekræftet i, lige præcis HVOR meget ret man har til at være bitter.

Mennesker bliver bitre af mange grunde. Generelt er der overgået dem noget engang, som de synes var unfair. De er blevet snydt, røvrendt, forbigået, overset, ignoreret, efterladt eller har bare ikke fået det, som de mener, at de har fortjent. Det er derfor en nødvendig forudsætning for at være bitter, at man går ud fra, at man har en naturlig ret til at forvente sig meget af livet.

For bitre mennesker er det ikke et spørgsmål om at glasset er halvt fuldt eller halvt tomt. Det er et spørgsmål om, at en eller andet ondsindet skiderik har drukket halvdelen af DERES glas.

Typisk opstår bitterhed, når mennekser har klaret sig godt i nogle år, og at ting så begynder at gå lidt mindre godt. De glemmer, at livet som aktiekurserne går op og ned, og at fortidens resulteter ikke er en garanti for fremtidige succeser. De er begyndt at tro, at gyldne førstepriser er deres guddommelige ret, og når førstepriserne ikke kommer som forventet, sætter bitterheden ind.

Indre bitterhed har altid ydre fysiske symptomer. Det begynder med en trækning omkring munden, som om alle smilemuskler er visnet bort. Blikket er stift og vredt, som om det altid stirrer lige ind i fjæset på den ufortjente uretfærdighed.

Bitterhed er som god vin. Jo længere man opbevarer den, jo mere udvikler den sig. Hvis man venter længe nok, ender man med noget med et ækelt grønt hoved, der vil forgifte én selv og alle man kender. Interessant nok virker bitterhed som et konserveringsmiddel. Bitre mennesker vil huske fragmenter af samtaler eller trivielle hændelser, der voldte dem sorg, og som alle andre har lykkelig glemt. De er som små mobile montrer for fortidslevn, der er glemt for længe siden.

Det er svært at gøre et bittert menneske glad igen. At prøve at forklare, at bitterheden er ved at ødelægge deres liv, vil blive opfattet som en fornærmelse. Det vil gøre dem endnu mere bitre og fremskynde processen.

En sund latter skulle være det bedste mod bitterhed.Men ironisk nok ville folk ikke være blevet bitre i første instans, hvis de havde haft en veludviklet sans for humor.

26. At slippe af med sin krop, når man er død

noreply@blogger.com (jb) — Sat, 28 Feb 2009 15:37:00 +0000

Der er faktisk kun et svar: ligbrænding - den sikreste og mest fornuftige måde at slippe af med en krop efter dødens indtræden.

Udover at det afholder gravrøvere, organtyve, gale videnskabsmænd, nekrofile og goth- og emo-teenagere, der keder sig, fra at fjolle rundt med ens krop, er det også den eneste måde, hvorpå man kan sikre sig, at man ikke vil genopstå som zombie eller vampyr.

25. At blogge

noreply@blogger.com (jb) — Fri, 27 Feb 2009 08:43:00 +0000

BLOG: Det er en forkortelse brugt af fallerede journalist-, politiker- og forskertyper til at give deres overfladiske meninger og amatørbilleder en vis legitimitet.

Når man kigger en blog igennem fra de første arkiver engang i 2004 til vores dage, skulle man tro, at folk, der har skrevet og fotograferet i årevis, langsomt ville blive bedre til det, (eftersom det normalt er en sikker antagelse, at mennesker bliver mindre ringe til noget, som de gør gennem længere tid).

Men selv med beskedne forventninger, vil skuffelsen eksplodere i ansigtet på én. Intet fremskridt, ingen udvikling.

Det er en uskreven regel, at alle blogs skal have det samme layout som alle andre blogs: lange tynde spalter af irriterende sammenpresset tekst, tusinder af links til andre blogs og andre hjemmesider og igen til andre blogs.

Problemet med det layout er, at der er alt for meget at klikke på. Helt ærligt, hvem vil nogen sinde klikke på alle de links?

I de værste blogs er hvert andet ord oven i købet et hyperlink til andre hjemmesider, så når man endelig er færdig med at læse sætningen, har man glemt, hvad man var i færd med at læse. "Hey, denne artikel er fed, men ved du, hvordan du kunne gøre den endnu federe? Hvis jeg kunne læse en anden artikel inde midt i den!" Fænomenalt design!

Hvis du ikke bliver irriteret til døde af alle hyperlinksene midt i sætningerne, så vil du blive det af de lange tynde tekstspalter. På en blog er det meste af ens skærm tom - sandsynligvis for at glæde en ikke-eksisterende læsermasse, der stadig bruger en 640x480 opløsning. Men altså, jeg købte ikke en 24 tommers monitor for at lade halvdelen af det dyrebare skærmareal gå til spilde. Der er sikker også en grund til, at man ikke trykker bøger på en strimmel fra et kasseapparat. Når jeg ser et blog-layout, får jeg lyst til at kværke dets skaber med mine fingre, der allerede inden mordforsøget er ved at gå i krampe, fordi jeg skal scrolle uendeligt for at læse den dumme blog.

BLOGGER: Et ord, der betegner enhver, der har tid og narcissisme nok til at dokumentere hvert eneste kedsommelige lille minut i deres begivenhedsløse liv.

BLOGOSFÆRE: Er det nye buzz-word, der internationalt erstatter "super information higway." Det er en samling af blogs.

BLOGROLL: En uendelig list af links, som ingen ved deres fulde fem nogensinde ville drømme om at klikke på. Bloggere linker ikke blot til deres venner og medbloggere; deres ultimative mål er at linke til hvert eneste dokument på internet. Heldigvis er indholdet på mange blogs helt overfladisk. De tager ikke særlig lang tid hverken at indlæse eller at lukke ned, hvis man nu er blevet narret til at klikke på et af disse links.

BLOGSTOP: Den nemmeste del er at lære ordene og layoutet at kende. Den sværeste del er at tie stille. For vid dette, alle I bloggere og folk med skrivekløe og netadgang: Jeres ord er offentlige.

Lad være med at skrive noget, der afslører, hvor smålig, uvidende og intolerant du er - det vil komme tilbage og bide dig i røven, hvis du engang har tænkt dig at gøre karriere inden for politik. Lad for en sikkerheds skyld også være med at skrive noget, der på nogen måde kan misforstås i samme retning.

Hvis du absolut ikke kan nære dig, så kan du enten skrive den slags i en lille lyserød dagbog, med en lille hjerteformet lukkemekanisme, som du kan låse med en lille nøgle (der også er hjerteformet) som du skal bære i en tynd guldkæde om din hals. Gem selve dagbogen under din pude. Giv den et par sprøjt af din yndlingsparfume en gang om ugen, så den altid lugter frisk.

Eller du kan lave en særlig website (eller melde dig ind i Ekstra Bladets “Nationen”, “Urbanblog” eller en lignende sump) under et pseudonym.

Lad være med at skrive noget om nogen, som du ikke ville kunne sige direkte til ham eller hende. Selv om det kan virke fuldstændig usandsynligt, at den, du skriver om, nogen sinde ville læse din patetiske hjemmeside, sker det hele tiden.

Bare prøv: Sig et eller andet i forbifarten om én, du kender, bare en lille vits. Hvis der bare er den mindste mulighed for, at det kan misforstås eller blive blæst helt ud af proportioner, kan jeg garantere dig for, at en eller anden vil læse det og sende det videre til den, du skrev om, i en e-mail med en emnelinje, hvor der står noget i denne stil: “Hmm.. Jeg synes, du skulle læse det her...”

Prøv så at gætte, hvem der skal give øl de næste ti gange.

Nemlig!

24. At gå til jobsamtale.

noreply@blogger.com (jb) — Thu, 26 Feb 2009 07:45:00 +0000

Jeg er i en branche, hvor jobsamtaler ikke hører til dagens orden. Folk ansættes hårdt og brutalt efter, hvad de har skrevet. Ikke noget med at sno sig udenom de uomgængelige fakta: nemlig teksterne.

Heldigvis, for en jobsamtale minder mere om en retssag end om en samtale.

"Hvad er din største svaghed?" - det nemmeste og det sværeste af alle jobsamtalespørgsmål.

Det er nemt, fordi der er hundredvis af overbevisende svar ("Min absolutte mangel på empati!", "Nej, vent - den knugende følelse, jeg får i maven, når det går godt for mine venner!", "Måske mit diskrete alkoholproblem?", "Hvad med min frygt for selvsikre, intelligente kvinder? Tæller det som en svaghed? Hvis det gør, er det helt sikkert på min top tre!")

Det er også det sværeste spørgsmål, fordi man ikke kan sige sandheden. Så hvorfor bliver spørgsmålet stillet overhovedet? De vil ikke vide, hvad ens største svaghed er. De vil bare tjekke, om man er idiotisk nok til at sige, hvad det er.

Når man bliver stillet dette spørgsmål, er det første man skal sige:

"Jeg er virkelig glad for, at du stillede mig det spørgsmål."

I virkeligheden er man overhovedet ikke glad, men man vinder tid, mens alle ens svagheder passerer revy i ens sind, som om man af en vanvittig videnskabsmand var blevet placeret i et gigantisk kaleidoskop med skiftende ubehagelige billeder af ens svage sider.

"Hvis jeg skulle vælge en af mine største svagheder..." (kunstpause)

På dette tidspunkt vil folkene i jobsamtalen kigge intenst på dig med deres kuglepenne hævet til hug over notesblokken, ivrige efter at registrere dine svagheder til brug for kommende generationer

"Hvis jeg skulle vælge en af mine største svagheder, ville det nok være, at jeg er ude af stand til at være tilfreds med andet end det allerbedste. Jeg vil yde det ypperste hver eneste gang. Bare kald mig perfektionist."

Så I det? Så I manøvren? Jeg opfinder en fiktiv styrke og lader, som om det er en svaghed.

Sandheden er, at jeg kun i sjældne tilfælde er perfektionist. I langt de fleste forhold er jeg middelmådist. Jeg gør mig store anstrengelser for at ramme nogenlunde midt i det gennemsnitlige. Og der er mange af os.

23. At leve lykkeligt

noreply@blogger.com (jb) — Sun, 22 Feb 2009 09:33:00 +0000

(Klip følgende ud og gå rundt med det i din pung, så du kan tage det frem, når du har det dårligt.)

1. Hvis du er sulten, så spis noget.

2. Hvis du er træt, så læg dig til at sove.

3. Hvis du er syg eller tosset, så gå til lægen for pokker!

4. Lad være med at være besat af fortiden, for - surprise! - der er ikke noget, du kan gøre ved den.

5. Hold løgne til det strengt nødvendige; de ender altid med at vende tilbage og ramme én i nakken.

6. Sats på mådehold i dine udskejelser; der er altid fare for at blive klam.

7. Hvis du er død og stadig går rundt, så drik noget blod og hold dig væk fra sollys, for du er en vampyr.