Der bliver i disse dage talt om at afskaffe den kriminelle lavalder. Handlinger skal have konsekvenser, også selvom man kun er 12 år gammel. (Men selvfølgelig IKKE, hvis man er minister eller forhenværende minister eller Søren Pind, for “der tænkte man sig bare ikke om”.)
Forestillingen om det hensigtsmæssige i at straffe i alle aldre og til alle tider hænger tæt sammen med forestillingen om den gavnlige virkning af “nultolerance” .
Når talen falder på kriminalitet, nævnes “det knuste vindue”-teorien af og til. Denne teori går tilbage til et nummer af Atlantic Monthly nogle år tilbage, hvori der blev argumenteret for, at små forbrydelser snart ville udvikle sig til store forbrydelser, hvis der ikke straks blev taget hånd om dem.
“Forestil jer en bygning med et par knuste ruder. Hvis ruderne ikke bliver ordnet, vil hærværksmænd blive fristet til at knuse et par stykker mere. Til sidst vil de måske endog bryde ind i bygningen og måske endda besætte den eller tænde ild derinde, hvis der ikke er nogen, der bruger den.
Eller forestil dig et fortov. Der ligger lidt skrald og flyder. Senere kommer der mere skrald til. Til sidst efterlader folk hele poser med skrald fra take-away-restauranter og begynder at bryde ind i biler.”
Der har vi så teorien, kære læser. Det ene øjeblik smider du et cigaretskod på fortovet, og i det næste lusker narkomaner rundt og smadrer ruder og stjæler biler.
Ovenfor: en logisk konsekvensrække
I et forsøg på at redde ungdommen (mindst halvdelen af de åndssvage ting som politikere gør, gøres for at “redde de unge”) indførte man flere steder den såkaldte “nultolerance”-politik i visse byer, i visse kvarterer og i visse skoler i USA. Når det drejede sig om stoffer eller våben, satsede myndighederne på at slå ned på den mindste overtrædelse, som var det et storstilet terroristangreb. Og hvis det skulle betyde tilbundsgående rektalundersøgelser af 13-årige piger, fordi de var blevet taget i at smugle panodiler med i skole, var det det værd for at undgå den fedtede glidebane mod armageddon.
Der er imidlertid et problem - et problem som alle burde have forstået højst fem sekunder, efter at nultoleranceidéen var blevet lanceret - “nultolerance” fjerner stort set enhver forestilling om, at en forbrydelse skal have en passende og proportioneret straf, hvilket gør det til en endnu mere evnesvag udgave af Three Strikes-teorien (der selvfølgelig også har sine fortalere i Danmark. Gæt hvem.)
Der er i øvrigt også et andet problem (selvfølgelig ikke noget, der plejer at anfægte vore vise lovgivere): Det løser ikke det problem, som det skulle løse. Der er ikke noget forsøg på at skelne mellem børn, der seriøst er kriminelle, og børn, der bare er forvirrede, og som ikke tænker sig om. (Det er nemmere at forestille sig, hvis man tænker på Bendt Bendtsen som barn!) Disse forholdsregler virker ikke, når der ikke er noget forsøg på at forstå den opførsel, som de straffer.
Og så er der også en anden ting: Nultolerance, der formodes at slå hårdt ned på alle overtrædelser med samme styrke, synes sært nok at ramme minoriteter hårdere end alle andre. Der er et enormt potentiale for misbrug i den slags lovgivning. Hvis man vil af med et barn, skal man nok finde et eller andet. De fleste af jer, der læser det her, har formentlig ikke gået tre dage på deres gymnasium uden at bryde en eller anden fortolkning af nultolerancen. Ens skide snørebånd kan jo blive opfattet som dødbringende våben.
Er det en måde, hvorpå vi forbereder vores børn at gå ud i den voksne verden? Ved at lade dem tro, at autoritet er baseret på uretfærdige og vilkårlige regler, der ikke har noget at gøre med logik eller...
Vent!
Det kunne måske ALLIGEVEL være en temmelig god måde at forberede dem på livet i den voksne verden.
Indlæg
