12. At stå i kø

Når man hører en ambulance i provinsen, siger man altid til sig selv: "Jeg håber ikke, at det er én, jeg kender". Det gør man ikke i København. Ikke bare fordi Københavnere er hjerteløse, men fordi der er så mange mennesker, at det er meningsløst at spørge. De færreste kender beboerne i den bygning, som de bor i.

De mange mennesker giver en behagelig afveksling, men har også den irriterende bivirkning, at man ofte skal stå i kø (mennesker, der gerne vil ind til København i bil, sidder i kø, men det er det samme). Hvis noget er sjovt, kan man trygt gå ud fra, at der skal stås i kø, før det sjove kan nydes. Diskoteker har ligefrem gjort køen udenfor til en målestok for, hvor sjovt der er indenfor. De længste og langsomste køer findes på fast-food-restauranter. Alle ord i fastfood-restaurant burde derfor stå i anførselstegn (“fast”-”food”-”restaurant”), da der hverken er tale om “hurtighed”, “mad” eller “restaurant”, som vi kender det.

Danskere er generelt de bedste i verden til at stå i kø. Vi står også på anden- og tredjepladsen, fordi ingen andre gider stille sig i kø for at få netop den anerkendelse.

Når man stiller sig i kø, er det afgørende at bedømme afstanden præcist. Det er passende, at bruge samme afstand, som når du danser med tante Oda til din fætters bryllup. Pas på med at holde for stor afstand; du risikerer at blive det svageste led, hvor tværgående trafik vader igennem. Hvis du kan røre den foran med din tunge, står du for tæt på.

I en længere kø skal alle se i samme retning. Det er en krænkelse af privatlivets fred at se på dem, der står bag én. Desuden ved folk ikke, at du står før dem, hvis de ikke kan se din ryg. Og helt ærligt: Ville vikingerne være nået så langt, hvis de gloede i alle mulige retninger?

Lange køer snegler sig frem, og det er afgørende at du bevæger dig frem, hver gang det er muligt. Du kan ikke vente til der er en halv meter foran dig og så tage et ordentlig skridt, for folk bag dig vil straks spørge: “Står du i køen”? og med det mener de i virkeligheden: “Ved du ikke engang, hvordan man står i kø”?

Køer bevæger sig fremad, også selvom de forreste ikke bevæger sig. Det er en god idé aldrig at læne sig forover, for folk bag dig vil straks snuppe de ekstra centimeter, og du vil aldrig få dem tilbage.

Enhver kø har sit eget hierarki. De, der står forrrest, kan sammenlignes med guder. Hvis man kan se de forreste, er det helt fint. At kunne se dem, der kan se de forreste, er ikke dårligt. Hvis man kun kan se kø, er man på den. Og hvis man står allerbagest, er det helvede. Det eneste, der hjælper, er, når en eller anden taber stiller sig op bag én.

Nogle køer roder lidt, og for den udenforstående kan det være svært at se, hvem der står forrest. Alle i køen har imidlertid et nøjagtigt målfoto af hvem, der er på hvilken plads. Det er derfor, at folk, der springer over i en kø, betragtes som den laveste livsform overhovedet; de krænker vores fornemmelse for fair play. Der findes mennesker, der vil finde sig i alt, der lever i systematisk udnyttelse og undertrykkelse, men Gud forbyde, at nogen skulle stille sig foran dem i en kø.

Det er en alvorlig ting at stå i kø. Der er stort set ingen elskende, de har mødt hinanden i en kø. Derfor skal du heller ikke forvente at score i en kø. Så skal du i hvert fald have en virkelig lækker nakke.