Ting er meget som mennesker i den forstand, at på et givent tidspunkt er der en tiendedel af dem, der ikke virker. Når mennesker ikke virker, går de til lægen. Når ting ikke virker, hiver deres ejere en førstehjælpskasse nede i kælderen frem. Den er fuld af gamle skruer, plastikkroge, sikringer og ledningsstumper. Den har været helt fydlt op i årevis, fordi der aldrig er noget, man kan bruge i den.
Det er en gylden regel, at hvis noget ikke er i stykker, skal man ikke prøve at reparere det. Det er en ligeså gylden regel, at hvis noget ER i stykker, skal man heller ikke prøve at reparere det. Det er her man skal søge professionel hjælp fra folk i hvide varevogne.
En ting går i stykker af tre grunde: Du har brugt den for meget, du har brugt den for lidt, du har brugt den som en idiot. I alle tilfælde kan du ordne det ved at bruge den mindre, bruge den mere eller holde op med at være en idiot.
Man kan inddele mænd i to grupper reparatører. Den første bruger en masse rå kraft, power-tools og gaffatape. Den anden studerer problemet fra alle vinkler, vælger præcist det rigtige værktøj til jobbet, arbejder stille og roligt og rydder op efter sig. Interessant nok afspejler dette deres respektive teknik i sengen også.
De fleste moderne maskiner er designet til at opgive ånden dagen efter, at garantien løber ud. Så kan man vælge mellem 1) at få sin vaskemaskine repareret for, hvad en ny vaskemaskine koster; 2) at købe en forlænget garanti for, hvad en ny vaskemaskine koster, eller 3) at købe en ny vaskemaskine for, hvad en ny vaskemaskine koster.
De fleste mekaniske ting kan ordnes med en smule olie. Med elektronik vil et nyt batteri ofte kunne klare problemet. Computere derimod har tendens til totalt nervesammenbrud - først maskinens og kort efter ejerens. Den helpline, som man kan ringe til, svarer til ens mekaniske førstehjælpskasse nede i kælderen. Den er der altid, og den er aldrig til nogen hjælp. Husk på, at alle computerproblemer kan løses ved at slukke computeren og vende tilbage til en førindustriel livsstil.
Formularer er bureaukatiets hjerteblod. Enhver formular kræver 7 bureaukrater: en til at skrive den, en til at godkende den, en til at sende den, en til at tælle den, en til at læse den, en til at tjekke den og en til at arkivere den.
Det anslåes, at et gennemsnitsmenneske i løbet af sit liv udfylder en formular lige så mange gange, som de har sex. Det er en ringe trøst, at vi ikke skal fylde evalueringsskemaer ud efter sex, ligesom vi heller ikke skal ansøge om det skriftligt 3 dage i forvejen (selvom det måske kunne tælle som et af de umulige succeskriterier for forspil, som kvinder sætter).
De fleste formularer kræver, at man skriver sit navn, men giver typisk ikke nok plads til hele navnet. Det er en subtil form for social kontrol. Adelige personer (eller bare folk med dobbelnavne) har ikke i chance i en offentlig formular. Tilsvarende kræver formularer, at man skriver hele sin postadresse på 2 linjer. Man anstrenger sig voldsomt for at presse postnummeret ind foran bynavnet. Det er typisk på det tidspunkt, at man opdager, at næste linje hedder “postnummer”.
De fleste formularer er ganske enkle at udfylde, men der er altid ét lille spørgsmål, der får ram på en. Fx diit forsikringsnummer, som kun står på det allerførste brev, som du fik fra dit forsikringsselskab, og som nu ligger i en skotøjsæske under sengen på dit gamle værelse hjemme hos din mor. Ligeledes kan din kærestes fødselsdato være svær at støve op.
Nogle formularer er ret berømte blandt bureaukrater. Der er fx F45, som ingen på arbejde har lyst til at modtage, fordi den betyder, at man er fyret. F44 er mindre kendt, men også interessant. Det er den, du modtager, når du har gjort noget, der næsten får dig fyret. Den bedste er F1. Det er den, som en bureaukrat skal udfylde for at skabe en ny formular. I administrationens verden er F1 Gud.
Formularer vil gerne vide, hvor gammel man er og giver én forskellige kategorier at vælge imellem såsom 24-34 eller 35-49. At gå fra den ene kategori til den anden er værre end at blive 30 eller 40, fordi det går op for én, at administrationen betragter én som “ung gammel” i stedet for “gammel ung”, når man bliver 35. Endnu værre er det, når der ikke er en kategori, der passer til dig; det er, fordi du i administrationens øjne burde være død.
I bunden af mange formularer er der en lille kasse. Det er formularens reproduktionsorgan. Når man udfylder den og putter formularen i brevkassen, vil man høre den muntre lyd af knitrende formularer.
Indlæg
Alle kommentarer
