torsdag den 9. juli 2009

47. At elske regeringen

Prøv at huske, at regeringen ikke er vores fjende, eller en grusom magt, som vi skal frygte og nære mistro til.

Regeringen formodes at være vores tjener, en instans som vi giver magt og penge, så den kan gøre ting, som vi ikke selv er i stand til, såsom at bygge veje, forsvare landets grænser og give mad og beskyttelse til folk, der er i nød.

Regeringen har kun den magt, som vi selv giver den. Hvis du ikke kan lide, hvad regeringen laver, så er der ikke andet at gøre end at skrabe dig op fra badeværelsesgulvet og gøre noget ved det i stemmeboksen eller i debatten.

mandag den 22. juni 2009

46. At tale pænt til hinanden

Danmark er et land befolket af mennesker, der opfatter sig selv som naturligt venlige og åbne, og som af den grund ikke har behov for nogen som helst form for manerer (høflighed ville ødelægge naturligheden, forstås!)

Emma Gad har kodificeret den gode opførsel, men problemet er måske, at hendes bog er for omfattende, for ambitiøs. Jeg vil mere beskeden foreslå en række simple leveregler for folk helt uden dannelse.

Lektion 1: Ting, man aldrig skal sige.
Til en kvinde:
Du lugter underligt.
Lad være med at kysse mig sådan; det er ulækkert.
Du har en mandenæse

Til en præst:
Hvordan bærer du dig ad med at løbe?
Lad være med at fumle med det kors hele tiden, det er irriterende!
Det sagde hun også i onsdags!

På en båd:
Kaptajn, De ser dum ud!
Jeg tror, vi synker.
Jeg er træt af at have dig over for mig.

mandag den 8. juni 2009

45. At ordne ting

Ting er meget som mennesker i den forstand, at på et givent tidspunkt er der en tiendedel af dem, der ikke virker. Når mennesker ikke virker, går de til lægen. Når ting ikke virker, hiver deres ejere en førstehjælpskasse nede i kælderen frem. Den er fuld af gamle skruer, plastikkroge, sikringer og ledningsstumper. Den har været helt fydlt op i årevis, fordi der aldrig er noget, man kan bruge i den.


Det er en gylden regel, at hvis noget ikke er i stykker, skal man ikke prøve at reparere det. Det er en ligeså gylden regel, at hvis noget ER i stykker, skal man heller ikke prøve at reparere det. Det er her man skal søge professionel hjælp fra folk i hvide varevogne.


En ting går i stykker af tre grunde: Du har brugt den for meget, du har brugt den for lidt, du har brugt den som en idiot. I alle tilfælde kan du ordne det ved at bruge den mindre, bruge den mere eller holde op med at være en idiot.


Man kan inddele mænd i to grupper reparatører. Den første bruger en masse rå kraft, power-tools og gaffatape. Den anden studerer problemet fra alle vinkler, vælger præcist det rigtige værktøj til jobbet, arbejder stille og roligt og rydder op efter sig. Interessant nok afspejler dette deres respektive teknik i sengen også.


De fleste moderne maskiner er designet til at opgive ånden dagen efter, at garantien løber ud. Så kan man vælge mellem 1) at få sin vaskemaskine repareret for, hvad en ny vaskemaskine koster; 2) at købe en forlænget garanti for, hvad en ny vaskemaskine koster, eller 3) at købe en ny vaskemaskine for, hvad en ny vaskemaskine koster.


De fleste mekaniske ting kan ordnes med en smule olie. Med elektronik vil et nyt batteri ofte kunne klare problemet. Computere derimod har tendens til totalt nervesammenbrud - først maskinens og kort efter ejerens. Den helpline, som man kan ringe til, svarer til ens mekaniske førstehjælpskasse nede i kælderen. Den er der altid, og den er aldrig til nogen hjælp. Husk på, at alle computerproblemer kan løses ved at slukke computeren og vende tilbage til en førindustriel livsstil.

44. At udfylde formularer

Formularer er bureaukatiets hjerteblod. Enhver formular kræver 7 bureaukrater: en til at skrive den, en til at godkende den, en til at sende den, en til at tælle den, en til at læse den, en til at tjekke den og en til at arkivere den.


Det anslåes, at et gennemsnitsmenneske i løbet af sit liv udfylder en formular lige så mange gange, som de har sex. Det er en ringe trøst, at vi ikke skal fylde evalueringsskemaer ud efter sex, ligesom vi heller ikke skal ansøge om det skriftligt 3 dage i forvejen (selvom det måske kunne tælle som et af de umulige succeskriterier for forspil, som kvinder sætter).


De fleste formularer kræver, at man skriver sit navn, men giver typisk ikke nok plads til hele navnet. Det er en subtil form for social kontrol. Adelige personer (eller bare folk med dobbelnavne) har ikke i chance i en offentlig formular. Tilsvarende kræver formularer, at man skriver hele sin postadresse på 2 linjer. Man anstrenger sig voldsomt for at presse postnummeret ind foran bynavnet. Det er typisk på det tidspunkt, at man opdager, at næste linje hedder “postnummer”.


De fleste formularer er ganske enkle at udfylde, men der er altid ét lille spørgsmål, der får ram på en. Fx diit forsikringsnummer, som kun står på det allerførste brev, som du fik fra dit forsikringsselskab, og som nu ligger i en skotøjsæske under sengen på dit gamle værelse hjemme hos din mor. Ligeledes kan din kærestes fødselsdato være svær at støve op.


Nogle formularer er ret berømte blandt bureaukrater. Der er fx F45, som ingen på arbejde har lyst til at modtage, fordi den betyder, at man er fyret. F44 er mindre kendt, men også interessant. Det er den, du modtager, når du har gjort noget, der næsten får dig fyret. Den bedste er F1. Det er den, som en bureaukrat skal udfylde for at skabe en ny formular. I administrationens verden er F1 Gud.


Formularer vil gerne vide, hvor gammel man er og giver én forskellige kategorier at vælge imellem såsom 24-34 eller 35-49. At gå fra den ene kategori til den anden er værre end at blive 30 eller 40, fordi det går op for én, at administrationen betragter én som “ung gammel” i stedet for “gammel ung”, når man bliver 35. Endnu værre er det, når der ikke er en kategori, der passer til dig; det er, fordi du i administrationens øjne burde være død.


I bunden af mange formularer er der en lille kasse. Det er formularens reproduktionsorgan. Når man udfylder den og putter formularen i brevkassen, vil man høre den muntre lyd af knitrende formularer.

mandag den 1. juni 2009

43. At komme med gode undskyldninger for ikke at gøre noget.

Over for verdens uretfærdighed er det nemt at give op. Det er en smule mere kompliceret at give op med god samvittighed, men også kun en smule. Typisk vil man, når man ikke gør noget ved noget, der skulle gøres noget ved, anvende nirvana-fejlslutningen.

(Opkaldt - lidt uretfærdigt - efter det legendariske grunge-rockband Nirvana: “Vi ville EGENTLIG have lavet en plade, men... nevermind”. )

Det er en fejlslutning, som man typisk vil møde i form af en bemærkning i denne stil:

“Gav du lige en femmer til den hjemløse, der sad der? Som om det skulle hjælpe på uligheden i samfundet?”

Nirvana-fejlslutningen er, når man afviser alt i den virkelige verden, fordi man sammenligner det med en urealistisk perfekt verden, i sammenligning med hvilken den virkelige verden ikke overraskende falder igennem. Det er ikke i sig selv et problem, bortset fra at det forhindrer os i at få noget som helst gjort.

Overspringshandlinger kan for eksempel finde sted af en mængde forskellige grunde - du fik for meget at drikke aftenen forinden, eller du føler dig uinspireret, eller det er første gang du er med i en bøssepornofilm, og nu er du ikke helst så sikker - men en af de mest almindelige grunde til at lave overspringshandlinger er frygten for, at resultatet i sidste ende ikke vil leve op til den “perfekte forestilling” i vore hoveder. Tænk på din ven musikeren, der rent faktisk aldrig får indspillet noget, fordi han venter på, at den rigtige sang skal dukke op.

Det er derfor, nogen mennesker ender med at bo i deres forældres kælder - mens de venter på det perfekte job, den perfekte kæreste, de perfekte venner - inden de giver sig i kast med noget.

Hvis du ikke har tendens til at tvivle på dig selv, så fortvivl ikke; der er masser af mennesker derude, der tvivler på dig og vil få dig til at tvivle på dig selv. Ethvert tilløb, som du tager til at forbedre verden, vil blive gjort til grin som vildfarent hykleri, fordi alt, der ikke er perfekt, er ikke værd at gøre. Derfor kan du lige så godt gøre ingenting. Som dem.

Politikere bruger naturligvis finten til at angribe de idéer, som de ikke kan lide: “Ja, ja, din plan vil måske hjælpe hundredtusinder af fattige familier. Men jeg har opdaget flere eksempler på, at der er nogen, der misbruger den! Derfor er vi nødt til at skrotte hele systemet!”

Eller du vil høre typer (i meningsmålinger op til EU-valget, på TV, på internet), der siger: “Jeg gider ikke stemme på en eneste af dem. De er alle lige rådne. Jeg bliver hjemme, indtil du kan vise mig en perfekt, intelligent, fuldstændig ærlig politiker, der mener nøjagtig det samme som mig”.